Tag: Topnyhed

  • ADVENTSMØDE i Ormslev kirke og Stavtrup Sognegård søndag 2. december kl. 14.00

    ADVENTSMØDE i Ormslev kirke og Stavtrup Sognegård søndag 2. december kl. 14.00

    Den første søndag i advent tages der hul på et nyt kirkeår med gudstjeneste i Ormslev kirke, hvor kirkens kor, som til daglig øver i Stavtrup Sognegård, medvirker. Bagefter er der adventshygge i Stavtrup Sognegård med julens sange, julegodter og julehistorier. Og kirkens kor vil underholde.

     

    Kirkebilen kører sin sædvanlige rute til og fra kirken, dog med afgang fra Søholm 13.30, og med et ekstra stop ved sognegården på turen til Stavtrup.

     

  • Stem på miljøforbedrende projekt i Stavtrup

    Stem på miljøforbedrende projekt i Stavtrup

    Stautrup Fodbold har brug for din støtte til et miljøforbedrende projekt i en konkurrence afholdt af Lokalenergi; nemlig at gå væk fra de miljøskadelige spraydåser som vi bruger til baneopstregning og bruge en vandbaseret maling, der kræver specielle maskiner, men som også giver bedre resultat og skåner miljøet.
     
    På et år anvender vi ca. 600 spraydåser svarende til 500 l. spraymaling. Det indebærer en miljømæssig belastning, da:
    • Spraydåserne indeholder en række stoffer, vi helst vil undgå at få ud i naturen
    • Spraydåser indeholder drivgasser
    • Spraydåserne er ikke genopfyldelige og skal deponeres i særskilt fraktion i affaldssystemet.

     

    Vores idé:

    Vi ønsker at gå over til et vandbaseret malingssystem, hvor vi fortynder en vandbaseret maling og streger op med en speciel maskine. Da malingen er ph neutral og ikke indeholder miljøbelastene stoffer, vil vi opnå en stor miljømæssig forbedring.

    Det er disse specielle maskiner vi søger penge til – men for at få pengene skal vi lige vinde en afstemning først !

    Så jeg beder om et par minutter af din tid til:

     
    1. stemme på vores projektforslag på dette link http://www.lokalenergi.dk/privat/stoetteprojekt/stem-paa-ideer/ – og klikke på forslag nr. 3
    2. Sende denne mail videre i dit netværk, så de også får muligheden.
    3. Sætte denne besked op på din facebook profil og på grupper du er medlem af
    4. Fortæl historien og giv opfordringen til at stemme på os videre.

    Det er et rigtigt godt projekt, men kun en ansøger får penge – så ryk på det nu og helt sikker inden den 20. november for at vi skal have en chance!

     

    Hvis du vil vide mere om projektet kan du se beskrivelsen her http://www.lokalenergi.dk/privat/stoetteprojekt/stem-paa-ideer/fodboldbanerne-i-stautrup/

     

    På forhånd tak for din hjælp.

     

    Per Bach
    formand for fodboldklubben
    Tlf. 26 72 63 69

     

  • SOGNESAMVÆR i Stavtrup SognegårdTorsdag den 22. november kl. 13.30-15.30

    SOGNESAMVÆR i Stavtrup Sognegård
    Torsdag den 22. november kl. 13.30-15.30

    Sognepræst Erik Kelstrup: ”Højskolesang”

     

    Erik Kelstrup vil indlede eftermiddagen med at introducere til nogle nye og gamle højskolesange. Herefter er der frit slag! Ønsk dine egne favoritter og nyd glæden ved at synge dem sammen med andre. Undervejs er der som altid plads til en pause med kaffe og hyggesnak.

     

  • Foredrag i Stavtrup SognegårdTorsdag den 8. november kl. 19.30

    Foredrag i Stavtrup Sognegård
    Torsdag den 8. november kl. 19.30

    Forfatter og formand for Grænseforeningen Finn Slumstrup

    ”Har udkantsdanmark en fremtid?”

    Udkantsdanmark er blevet et varmt emne i den offentlige debat. Meningerne er delte om, hvorvidt den del af landet, der ligger i pæn afstand fra de store byer, overhovedet har en fremtid. Der er masser af snak og god vilje, men et minimum af handling.

    I foredraget bliver det belyst, hvad mennesker i yderområderne selv kan gøre i kampen for fremtiden. For det er givet, at det ikke er nok bare at søge om støtte fra det offentlige. 

    Entre kr. 50. Billetter købes 1 time før ved indgangen.

     

  • Aarhus Musikskoles lørdagsmatiné på Højvangskolen var en stor succes!

    Aarhus Musikskoles lørdagsmatiné på Højvangskolen var en stor succes!

    Lørdag den 27. oktober kl. 15-16 blev der afholdt den første lørdagsmatiné på Højvangskolen med elever fra Aarhus Musikskole.

    Det var et meget hyggeligt og vellykket arrangement med dygtige optrædende. Næste lørdagsmatiné er den 24.11.2012, og vi håber, at der bliver ligeså stor opbakning til dette arrangement.

    Arrangementet er gratis, og der kan købes drikkevarer til rimelige priser.

    Flere billeder kan ses i galleriet: Galleri.

  • Stavtrupscenen præsenterer: Et juleeventyr

    Stavtrupscenen præsenterer:
    Et juleeventyr

    ”Et Juleeventyr”

    Et skuespil af Henning Lindberg frit efter Charles Dickens roman ”Et juleeventyr”.

     

    Kære publikum

    Igen kan Stavtrupscenen præsentere en urpremiere på en stor forestilling skrevet til netop Stavtrupscenen. 

    Denne forestilling er den absolut største satsning Stavtrup har gjort til dato. Mere end 100 kostumer, en vanskelig og omfattende scenografi og ikke mindre end 14 skuespillere på scenen. På samme tid er Stavtrupscenen med til at markere 200-året for Charles Dickens fødsel i 1812.

     

    Handlingen i ”Et Juleeventyr” er henlagt til London i begyndelsen af 1800-tallet og i 1800-tallets midte. Her møder vi den nærige Scrooge, der ikke under sig selv og andre en glædelig jul. 

     

    Julenat bliver han imidlertid opsøgt af sin gamle kompagnon, Marley, der fortæller ham, at han bør lægge sit liv om. Tre ånder vil hjemsøge Scrooge samme nat – fortidens jul, nutidens jul og fremtidens jul.

    Scrooges kommentar er: Humbug!

     

    Men da klokken slår 1 møder den første ånd op – og hvilke ånder. Da natten er omme har tre ånder hjemsøgt Scrooge og han er blevet en del klogere.

    Ikke mindst har mødet med Lille Tim, der ikke kan leve hvis nogen ikke hjælper ham rystet Scrooge.

     

    Da morgenen gryr, og det er juledag beslutter Scrooge sig til at starte på en frisk.

     

    Kom og oplev denne fantastiske forestilling, som helt sikkert vil være en god start på juleperioden.

     

    ”Et Juleeventyr” får følgende opførsler på Stavtrupscenen:

     

    Onsdag 14. november kl. 19.30

    Søndag 18. november kl. 14.30

    Tirsdag 20. november kl. 19.30

    Torsdag 22. november kl. 19.30

    Lørdag 24. november kl. 14.30

    Mandag 26. november kl. 19.30

    Onsdag 28. november kl. 19.30

    Mandag 03. december kl. 19.30

    Onsdag 05. december kl. 19.30

    Torsdag 06. december kl. 19.30

    Søndag 09. december kl. 14.30

     

    Billetprisen er incl. kaffebord m/ kringle og othellolagkage 90,- kr. 

    Til børnepublikum er der sodavand i stedet for kaffe.

     

    Salg af billetter starter mandag 22. oktober, kl. 19-21. 

    Der kan bestilles billetter man-, tirs- og onsdage frem til og med 7. november.

    Herefter kan der bestilles billetter på spilledagene. På hverdage mellem kl. 17.30-18.30 og i weekenderne mellem kl. 12.30 og 13.30.

    Billettelefon på STAVTRUPSCENEN: 86 28 00 88.

     

     

  • Lørdagsmatiné på Højvangskolen

    Lørdagsmatiné på Højvangskolen

    LørdagsMATINÉ. Den sidste lørdag i måneden i ”Musik 2”, 27.10. og 24.11.

    på Højvangskolen. Kom til varieret og spændende musikalsk CAFÉKONCERT med elever, lærere, bands og andre spillemænd. Aarhus musikskole er arrangør, men scenen er tænkt som en åben og tilbagevendende KULTUREL OG HYGGELIG begivenhed i Stavtrup. Medbring højt humør og skillinger til kaffe og vand. Tilmelding: henrikc59@gmail.com kl. 15-16.

     

    Alle er velkommen!

  • Velkommen til Stavtrupportalen

    Velkommen til Stavtrupportalen

    Kære Stavtrupborger!

    Velkommen til Stavtrups nye samlingssted på nettet:

    www.stavtrupportalen.dk.

    Portalen er stedet, hvor du finder information om byen.

    Du kan finde oplysninger om arrangementer, nyheder, notitser, efterlysninger, foredrag, mærkedage, erhvervsdrivende, foreninger, lokalråd, sport, skole, fritid, kunst, kultur m.v.

    Siden bliver jævnligt opdateret, så det er her, du kan følge med i, hvad der sker i byen.

    Det er meningen, at DU/den enkelte borger selv skal bidrage med tekster, således at portalen bliver dynamisk og interessant at besøge.

    Det eneste, du skal gøre, er at sende informationer hertil: mail@stavtrupportalen.dk.

    Teksten skal indeholde tre elementer: Overskrift, brødtekst, forfatternavn. Der er desuden mulighed for at få et styk foto med.

     

    Eksempler kan være:
    Skt. Hans bål på plænen

    Sportsarrangement på idrætsanlægget

    Værelse udlejes

    Søges: trompetist til brassband

    Havemand søges

    Foredrag i klubben
    Efterlysning: Løbehjul stjålet
    Notits: undskyld vi larmer – vi holder vejfest

    Pyntegrønt sælges

    Nyopgravede kartofler sælges

    Nedfaldsæbler kan afhentes gratis 

    Guldbryllup i gaden

     

    Det er GRATIS for private.

    Er du, som erhvervsdrivende, interesseret i et banner-abonnement, er det også muligt til yderst favorable priser. Du kan, som firma/erhvervsdrivende vælge mellem to banner-typer. Adresselisten vil også indeholde dit firmas kontaktoplysninger. Der linkes direkte videre til dit firmas hjemmeside fra adresselisten og dit banner.

    Foreninger og klubber er også velkomne med et lille banner, som kan erhverves for et symbolsk beløb.

    Som betalende banner-abonnent giver det dig mulighed for frit at uploade nyheder om dit firma. Dit firma/forening ses tydeligere i det offentlige rum i Stavtrup. Banner-abonnementet betales forud for et år ad gangen. Kontakt Stavtrupportalen og hør nærmere om mulighederne.

    Portalen indeholder også emnet Stavtrups historie. Der står endnu ikke så meget, men portalens ønske er, at borgerne bidrager med artikler, små anekdoter og fakta (og meget gerne billeder), så vi kan få lavet et historisk leksikon om byen. Så ligger du inde med et mindre “lokalhistorisk arkiv”, er Stavtrupportalen meget interesseret i at høre fra dig!

    Med venlig hilsen
    Stavtrupportalen