Socialøkonomisk virksomhed med vokseværk

Huset Venture i Stavtrup rykker nu ind i det gamle Arla-domicil

 

Den socialøkonomiske virksomhed Huset Venture i Stavtrup flytter medio november ind på Skanderborgvej 277 i bygningen, der førhen var kendt som domicil for ARLA. Ejendommen har i et stykke tid ligget ubrugt hen – nu er håndværkerne i fuld gang med at gøre klar til Huset Venture, der flytter ind 15. november.

 

– I begyndelsen for 14 år siden havde vi masser af plads med kun 10 ansatte i vores domicil i Stavtrup, men nu, hvor vi er omkring 100 ansatte, er pladsen blevet for trang, siger Lars Raun, direktør i Huset Venture. 

 

Aarhus’ første

Huset Venture er en unik og banebrydende virksomhed i Danmark. Virksomheden var den første, der definerede sig som socialøkonomisk – altså en virksomhed med et kommercielt OG et socialt formål. Huset Ventures formål er at skabe arbejdspladser til mennesker med nedsat arbejdsevne – på grund af enten sygdom, ulykke eller handicap. Siden starten i 1999 er Huset Venture vokset fra at have cirka 10 ansatte til nu at have nået de 100. Af disse er omkring 90 pct. ansat på særlige vilkår – typisk fleksjob.

 

– Vi har udviklet forretningen på alle områder – indenfor reklame, it-reparation, skilte og bildekoration, bogholderi og regnskab, samt kurser og afklaring, siger Lars Raun.

 

Moderne kontorlokaler

– Vores nuværende lokaler i Stavtrup er en gammel maskinfabrik. Der er god atmosfære, men bygningerne bærer præg af, at virksomheden er vokset hen ad vejen – med skillevægge, en sjov akustik nogle steder og afdelinger, der ligger fysisk adskilt. I vores nye domicil får vi det hele samlet under et tag i moderne kontorer, der er bygget til formålet. Samtidig får vi et synligt domicil, som vil gøre det langt lettere at se og finde os i bybilledet, fortæller Lars Raun,

 

Høj kvalitet og ambitioner

Fra vores nye domicil vil Huset Venture fortsat tilbyde erhvervslivet produkter og tjenesteydelser af høj kvalitet til konkurrencedygtige priser. De grafiske medarbejdere, it-specialister, skiltemagere, webdesignere og regnskabsfolk, glæder sig allerede til at flytte og til at byde kunder og samarbejdspartnere velkommen i det nye hus.

 

Ideen bag Huset Venture har haft stor national bevågenhed, og der er nu etableret søstervirksomheder i Haderslev, Nørresundby og Ballerup – og Huset Venture i Stavtrup har også en underafdeling i Ringkøbing. Hovedorganisationen, Huset Venture Danmark, har ambitioner om endnu flere afdelinger af Huset Venture på nationalt plan .

  

Kontaktperson: 

Kommunikationschef, Jeanett Dian Amonsen, mobil 5137 1961, jeanettda@husetventure.dk

 

Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *