Blog

  • Multihal: Høringssvar fra privatperson

    Multihal: Høringssvar fra privatperson

    Multihal

     

    Som bosiddende på Søholmvej 5, er min familie og jeg 2. Nærmeste hus til den påtænkte multihals placering på hjørnet af Bispevej.

    Som beskrevet af mine naboer i nr. 3 er vi allerede udfordret af to børne/ungdoms institutioner lige over for vores huse. Dette har jævnligt betydet støj, og øget trafik.

    Jarlsmindevej/Klokkeskovvej er blevet forsynet med pukkelbumb, så vi ved kørsel oplever fare for liv og lemmer, samt føler os spærret inde her på adressen.

    Vores vej Søholmvej og Jarlsmindevej har med tiden fået lov til at udvikle sig til en ringvej, med tæt og tung trafik, med støj, os, og rystelser til følge.

    Derfor er det uforståeligt at påtænke opførelsen af en sådan massiv bygning på Bispemarken med tilhørende parkeringspladser, med det formål at tiltrække brugere fra hele oplandet.

    Vi har i Stationsbyen et rimeligt forhold imellem institutioner, boliger, og natur, nogle kvaliteter som er værd at bevare til gavn for alle Stautrups borgere.

    Den Grønne Kile har udarbejdet et meget seriøst forslag til anvendelse af
    Bispemarken som aktivitetspark, hvilket helt sikkert kan bifaldes af et flertal i denne del af Stautrup.

    Af disse grunde bør der kigges seriøst på alternative placeringer.
    Jeg har på Stavtrupportalen foreslået at lade multihalbyggeriet indgå i den planlagte støjvold mod motorvejen i “uptown“ Stautrup, hvor der ud over en støjvold, tydeligvis er et behov for en sådan multihal.

     

    Hvis det er så vigtigt at placere hallen i forbindelse med eksisterende
    sportsanlæg ville en placering på marken ved Skovkrogen over for fodboldklubben’s parkeringsplads være et bud!

    Det ville imødekomme Århus Friskole, som jeg ved, kunne være interesseret i adgang til sådanne faciliteter i gå afstand.

    Det ville ikke afhjælpe trafikproblemet på Søholmvej, men her skulle kommunen måske genoverveje godsejerens tidligere ønske om en forlængelse af Storskovvej / Byleddet op til Ormslevvej, som trods alt er en landevej.

    Her er der mange nyere boliger, men beskyttet bag lydmure og volde.

    Det ville klart formindske trafikken på Søholmvej og forbi Constantinsborg.

    En placering på Bispemarken er ikke noget der samler Stautrup.
    Højst noget der tilfredsstiller Haludvalget, donorer, og tilsyneladende kommunen.

    Bevar Stationsbyen.

    Vh Helge Østerbye

  • Stigende medlemstal i Den Grønne Kile

    Stigende medlemstal i Den Grønne Kile

    Kære medborger,

    Den Grønne Kile er vildt begejstret for, at byens udvikling optager så mange. Og måske vi ikke er helt så enige i Stavtrup, som det bliver udlagt fra SIF i avisen denne uge. Vi ser fortsat stigende medlemstal i Den Grønne Kile, hvor hovedparten af medlemmer bor udenfor Stationsbyen. Et vigtigt signal som foreningen vil bruge konstruktivt.

    Der har været rigtig mange forskellige opslag og kommentarer de sidste par uger, og vi forsøger med dette opslag at gøre foreningens meninger og holdninger gældende for nogle af disse

    • Der er behov for yderligere halkapacitet i Stavtrup. Flere debattører sætter lighedstegn med placering = yderligere halkapacitet. Det bliver vi nødt til at løfte os op over. Den Grønne Kile støtter ikke op om en placering på Bispemarken, men er tilhænger af yderligere halkapacitet. 
    • ”Hvorfor melder man sig ikke ind i en af undergrupperne til haludvalget, og påvirker planerne indefra”. Mange medlemmer af DGK har forsøgt at påvirke diverse beslutninger, men beslutningen om at ændre placeringen har ikke været muligt. 
    • ”Kommuneplanen lægger op til at marken bruges til idræt” JA, det gør den – men gældende kommuneplan lægger ikke op til et halbyggeri. Haludvalget forsøger sammen med Aarhus kommune at tilføje en ændring til kommuneplanen, for overhovedet at gøre projektet med multihallen muligt. Dette er DGK naturligvis modstander af, og vil prøve at påvirke denne proces bedst muligt. I øvrigt behøver idræt ikke være organiseret idræt, hvorfor vi faktisk tidligere har forslået en Bypark med fokus på uorganiseret idræt, der passer til eksisterende kommuneplan. Byparken er tænkt som et samlingssted for alle Stavtrups borgere.
    • ”Den bevaringsværdige lokalplan for stationsbyen gælder ikke marken” Det er fuldt ud korrekt. Men det betyder ikke, at man ikke bør skelne til de lokalplaner, der støder op til marken, når man laver nye planer for den matrikel. Det svarer jo lidt til, at det er ligegyldigt at letbanen bliver ført ad den nuværende Hammelbane, fordi fredning af søen kun går op til Brabrandstien. Det er absolut ikke ligegyldigt, hvad der placeres hvor, og DGK ønsker at bevare det rekreative miljø i og omkring Stationsbyen. 
    • Der bliver diskuteret heftigt om antallet af P-pladser. Det er supervigtigt, men det vigtigste må vel være, hvad der forventes af antal brugere, og fra hvor. Det hjælper ikke meget hvis der ”kun” anbefales/kræves 100 p-pladser fra kommunen, men der skal afholdes arrangementer for + 600 personer. Så vil villavejene i Stationsbyen drukne i parkerede biler, ligesom man desværre ser mange andre steder, hvor der afvikles forskellige typer af arrangementer.
    • Netop disse arrangementer kan bekymre, når der i ejerkonstruktionen af hallen ansøges om ret til at drive forretning og udlejning via datterselskaber. 
    • “Marken er ikke natur” – Ja, det kan der være noget om. Men marken er opholdssted for rigtig mange dyr og medvirker til Stationsbyens og den grønne portal’ udtryk, når man kommer til området. Stationsbyen er kendetegnet ved Vilde Villaveje, med et rigtigt rigt dyreliv, som der værdsættes højt af beboere og andre, som kommer forbi området. Dette bør vi værne om – da det er helt unik og et særkende for Stavtrup by.

     

    Måske hele denne her debat egentlig handler om, at vi ønsker udviklingen af Stavtrup forskelligt.
    Vores hjemmeside er opdateret med den nyeste ansøgning fra SIF vedr. multihallen www.dengronnekilestavtrup.dk.

    De grønneste hilsner DGK

  • Den Grønne Kile: Præcisering af fakta i artikel i Lokalavisen

    Den Grønne Kile: Præcisering af fakta i artikel i Lokalavisen

    Der er desværre 2 faktiske fejl i artiklen, som vi som forening – Den Grønne Kile – gerne vil gøre opmærksom på.

    FAKTAPRÆCISERING:

     

    Banekapacitet
    Ifølge Sport- og Fritidsprognoser er der ikke mangel på banekapacitet i Stavtrup.
    Link hertil: Tilstrækkelig banekapacitet i Stavtrup

    Placering i idrætsanlæg
    Den Grønne Kile har udarbejdet tegningsmateriale, som viser, at hallen kan placeres i det eksisterende idrætsanlæg, uden at det påvirker den nuværende banekapacitet.

    Artikel i Lokalavisen kan læses på side 3 ved at følge dette link: Lokalavisen.

     

    Med venlig hilsen

    Den Grønne Kile

  • Den Grønne Kile: Bevar stationsbyen i Stavtrup

    Den Grønne Kile: Bevar stationsbyen i Stavtrup

    Mariebump, støjvold, skoleudvidelse, multihal og motorvejsafkørsler. Der er mange planer for og i vores lille by.

    Den Grønne Kile ønsker, at Aarhus kommune kommer med en helhedsplan for Stavtrup, der omfatter alle de forskellige projekter, så vi sikrer den bedst mulige løsning for hele byen.

    Konkret er Den Grønne Kile uenig i kommende planlagte ændringer af kommune/lokalplaner for området ved Stationsbyen/Brabrandsøen, da de bestående planer beskytter områdets bevaringsværdige karakter. Vi er på såvel kort som lang bane bekymret for, hvad disse nye planer vil have af konsekvenser for hele området. De planer, som vi har kendskab til på baggrund af materiale fra bygherre og dialog med diverse afdelinger i kommunen, omfatter opførelse af en stor hal, mange hundrede p-pladser, store områder med ekstra belysning, udvidelse af vejene m.v.

    Den Grønne Kile arbejder for at bevare den landsbystemning og de grønne åndehuller, som gør Stavtrup unik i forhold til så mange andre af forstæderne i Aarhus-området. Vi arbejder ikke mod en hal men for en god løsning, der tager hensyn til et unikt lokalmiljø.

    Den Grønne Kile mener, at der er behov for en nuanceret debat omkring placeringen af en ny hal. Hvis hallen er tænkt som ekstra idrætskapacitet til Stavtrup-borgerne, så bør den placeres i det allerede eksisterende idrætsanlæg og med tilkørsel fra gennemkørselsvejen (Jarlsmindevej) og ikke fra de små sideveje. Er hallen tænkt som trækplaster for nye brugere fra et større geografisk område end Stavtrup, og/eller tænkt som brug til store events, bør den placeres i udkanten/uden for byen, så vi undgår yderligere unødvendig trafik gennem byen.

    I en tidligere dialog med hovedsponsor Holch Povlsen, er det blevet tilkendegivet, at placeringen er til debat, såfremt der ikke er bred enighed, og at sponsor evt. ville kunne være behjælpelig med en anden placering. Det syntes Den Grønne Kile er en positiv udmelding, som vi vil glæde os til en dialog om.

    Vil du kende mere til vores forening, så besøg www.dengronnekilestavtrup.dk Men vigtigst af alt, deltag i debatten, for der kommer meget snart ændringer til både kommuneplan og nye lokalplaner, og så er byen ændret for bestandigt.

    De bedste hilsner
    Den Grønne Kile, Stavtrup

  • Slægtsforskning: Historien om Mondrupsvejs navn efterlyses

    Slægtsforskning: Historien om Mondrupsvejs navn efterlyses

    Kære Stavtrup

     

    Jeg har i min søgen efter oplysninger om min slægt fundet frem til Stavtrupportalen, da nogle af mine rødder har levet i Stavtrup og omegn tilbage i 1800-tallet, og derfor har jeg søgt information netop om dette område.

     

    Jeg er blevet meget nysgerrig omkring Mondrupsvej – hvorfor vejen har fået dette navn. Er der mon nogle, der kender historien bag?

     

    Min slægt hedder Mondrup, og det er slet ikke sikkert, at det har noget med vejen at gøre, men det kunne nu være sjovt at finde ud af.

     

    Håber at der er nogen, der kan hjælpe mig.

     

    Venlig hilsen

    Anette Mondrup

    amo63@live.dk

  • Den Grønne Kile: Kære Stavtrup

    Den Grønne Kile: Kære Stavtrup

    Den Grønne Kile, Stavtrup. 

     

    Kære Borgere i Stavtrup. 

     

    Vi har fra flere kommunikationskanaler været plaget af en del misforståelser omkring vores forening, og vi vil derfor kort og godt forsøge at komme disse fake-news til livs. 

     

    Vi ville egentlig gerne have haft indlægget her bragt i Riposten, da flere misforståelser er blevet kommunikeret her, men det har desværre ikke været muligt. 

     

    • DGK er IKKE imod en ny hal i Stavtrup. Foreningen har brugt ressourcer på at få tegnet et forslag til en mere optimal placering, som lader sig gøre i det eksisterende idrætsanlæg UDEN at påvirke den eksisterende banekapacitet.
    • DGK støtter IKKE en placering på Bispemarken. Foreningen er meget optaget af at bevare det særlige miljø i og omkring Stationsbyen, bevare den grønne kile ned gennem byen til Brabrandsøen samt at bibeholde det meget rige dyreliv, der er i området.
    • DGK har IKKE kun medlemmer fra Stationsbyen – vi har medlemmer fra hele Stavtrup i alle aldersgrupper
    • DKG ønsker IKKE at bremse udviklingen af Stavtrup by. Vi mener at bevaring af rolige boligområder og grønne områder i byen er lige så vigtige som yderligere idrætskapacitet.
    • DGK arbejder for en bypark på Bispemarken med uorganiseret idræt blandet med vild natur. Det vil komme både Stavtrups nuværende og kommende generationer til gode, og det passer ind i de eksisterende omgivelser.

     

    Vi oplever, at der er mange borgere, som er enige og interesserede i vores arbejde, men som ikke ønsker at være en del af foreningen, pga. den hårde tone mod Den Grønne Kile og de mange misforståelser som hersker. Vi vil derfor appellere til, at der kommunikeres i en ordentlig og sandfærdig tone, så der gives plads til at diskutere placering og vision for dette kæmpe byggeri.  

     

    Besøg gerne vores hjemmeside: www.dengronnekilestavtrup.dk 

     

    De grønneste hilsner 

    Bestyrelsen DGK 

    Den Grønne Kile, Stavtrup 

  • Din Krop i Centrum: klinikken holder lukket i 4 uger

    Din Krop i Centrum: klinikken holder lukket i 4 uger

    Klinikken holder lukket fra og med tirsdag den 25. august og 4 uger frem.

    Jeg skal lige et smut forbi sygehuset og have foretaget et lille indgreb, hvorefter “de hvide kitler” anbefaler en sygeorlov.

    Jeg er tilbage onsdag den 23. september. Vi ses der. 

    Knus Kirsten

     

     

     

  • Den Grønne Kile: Kære medborgere, multihalsudvalg, re-kreative og erhvervsnetværk

    Den Grønne Kile: Kære medborgere, multihalsudvalg, re-kreative og erhvervsnetværk

    Kære Medborgere, Multihalsudvalg, Re-kreative og Erhvervsnetværk

     

    Vi er glade for, at I kan lide nogle af de ideer og tanker, som vi i ”Den Grønne Kile, Stavtrup” har fremsat og at I anerkender, at der findes alternativer til jeres forslag.

     

    Samarbejde i Stavtrup

    Foreningen er enige med haludvalget i, at halkapaciteten i Stavtrup skal være passende for udviklingen af Stavtrup idrætsforening de kommende år.

     

    Vi er uenige med haludvalget om placering af en multihal. Haludvalget peger på Bispemarken med 120 p-pladser langs Bispevej. Det kan Bispevej (blind vej) og området ikke bære. De trafikale udfordringer vil påvirke området i negativ retning særligt den fredelige naturfremtoning der åbner sig mod Spejderhuset, Søholm, tennisbanerne og bebyggelsen generelt i området. En multihal på Bispemarken er ikke en fremtidssikret plan i forhold til den byudvikling vi oplever.

     

    Vi kan se på responsen på vores hjemmeside www.dengronnekilestavtrup.dk og de mange indmeldinger, at mange medborgere fra forskellige områder af Stavtrup ønsker at bevare dette område.

     

    Den Grønne Kile, Stavtrup er enige med Multihal-gruppen på mange områder og vi vil fortsætte den åbne og konstruktive dialog på møder og på nettet.

     

    Foreningen ”Den Grønne Kile, Stavtrup”

    Vores forening skal ikke forstås som en modstander af projekt ”ekstra halkapacitet”, men et opråb om, at området på og omkring Bispemarken ikke egner sig til store bebyggelser, forøgede trafikmængder og støjgener i forbindelse med arrangementer og events.

     

    Foreningen vil gerne bevare og udbygge det grønne kendetegn ved Stavtrup og minimere trafikken gennem Stavtrup, ikke øge den yderligere!

     

    Det vil være i fuldstændig overensstemmelse med de tilstødende områders lokalplan:

    ”Byrådet har bestemt, at der skal udarbejdes lokalplaner for en række af kommunens landsbyer og for byområder, der i kommuneplanen er karakteriseret som bevaringsværdige. Stavtrups Stationsby og kvarteret omkring Mondrupsvej hører til sidstnævnte kategori og det er hensigten med lokalplanen, at bevare den eksisterende stationsby- og landsbykarakter”

     

    En hal ved idrætsanlægget

    Foreningens forslag om en placering af hal i det eksisterende idrætsanlæg er udarbejdet, da enkelte beboere i Stationsbyen i efteråret blev informeret om, at det desværre ikke var muligt at placere en hal i idrætsanlægget pga. kunstgræsbanen, og at man påtænkte at opføre hallen på Bispemarken.

     

    Vores forslag lever op til de i efteråret kommunikerede visioner for halprojektet, og tager ikke plads fra banekapaciteten, som det fejlagtigt er angivet ovenfor.

     

    Det viser sig nu, at plads ikke er den primære årsag til, at Bispemarken er foreslået som placering, og vi vil i foreningen ikke bruge yderligere ressourcer på at komme med konkrete forslag til placering. Men foreningen vil selvfølgelig fortsat påvirke den igangsatte planproces og arbejde for en bypark og forhindre et halbyggeri på Bispemarken.

     

    Bispemarken & den grønne kile mod Brabrand Sø

    Området i forbindelse med Stavtrup Stationsby er et helt unikt område tæt ved en storby som Aarhus. Området er i dag stort set fri for trafik og støj og det kæmper vi for at bevare. Det er en sjældenhed tæt på en stor by.

     

    Bispemarken er udlagt til idræt og rekreative områder, derfor foreslår vi en bypark. Den kan selvfølgelig se ud og indrettes på mange forskellige måder. Det skal der en borgerdialog om.

     

    Det er er det vigtigt at slå fast, at Aarhus Kommune ikke har udlagt Bispemarken til halbyggeri, som flere har forstået. Et halbyggeri på Bispemarken vil ikke kunne gennemføres i henhold til kommuneplanen. Så hvis marken skal bruges til for eksempel et halbyggeri, så kræver det at en ændring af kommuneplanen bliver vedtaget.

     

    Tak for opmærksomheden!

    Vi sætter vores lid til den demokratiske proces. Vi håber dog på, at der bliver fundet en bedre placering snarest med den bedste løsning for alle Stavtrups borgere.

     

    Venlig hilsen

    Den Grønne Kile, Stavtrup

  • En ny forening er opstået i byen, “Den Grønne Kile, Stavtrup”

    En ny forening er opstået i byen, “Den Grønne Kile, Stavtrup”

    Foreningen ønsker at bidrage konstruktivt til debatten om udviklingen af vores dejlige by i en god, samlende, grøn og bæredygtig retning, hvor der bliver taget hensyn til bevaringsværdig natur, kultur og arkitektur.

     

    Se folder her.