Category: Nyheder

Der er nu to nye artikler om Stavtrups historie under fanen af samme navn. Stavtrupportalen siger mange tak til Kolt-Hasselager Lokalarkiv samt til Ole Friis Sørensen, som har lagt et stort arbejde i tekst og billedmateriale. 

Kilde: Tak til Lokalarkivet i Kolt og Ole Friis Sørensen.

Udskrift af Ning Herreds Auctions Protocol:

1869 29de December, Formiddag kl 10, mødte Auctionsdirectionen i Ning Herred i eget forfald med sin constituerede Fuldmægtig Ingerslev med nedenstaaende Vidner i Stautrup for efter Reqvisition af Ormslev Koldt Sogneraad afholde Auction over den tidligere Skole i Stautrup medliggende under Matr. No1 af Stautrup, skyldsat for Hartkorn med ¾ Album. – Auctionen har været bekjendtgjort 2 Gange i Aarhuus Stiftstidende, 2 Gange i Aarhus Amtstidende og ved 2 Kirker; et Exemplar af de udstedte Placater fremlagdes  –  For Sogneraadet mødte sammes Formand, Pastor Teilmann, som fremlagde Conditioner – Efterat disse vare opfyldte, opraabtes i Henhold til samme den samlede Eiendom for 500 rdl, og blev paa samme Næsthøjestbydende Gaardmand Anders Filt af Jarlsminde med 475 rdl og Højestbydende Murermester Jeppe Lyneborg af Hasselager med 480 rdl, gjentager fire Hundrede og firsindstyve Rigsdaler, paa hvilket Bud blev givet Hammerslag – Derefter opraaptes Skolehuset med den paa samme Side af Vejen værende Deel af Grunden for 300 rdl, og blev paa samme Næsthøjestbydende Huusmand Christian Pedersen, Stautrup med 340 Rdl og Højstbydende Gaardeier Anders Filt af Jarlsminde med 345 rdl., gjentager tre Hundrede og fem og fyrgetyve Rigsdaler, paa hvilket Bud blev givet Hammerslag. –  Derefter opraabtes de 8 søndre Fag af Stuehuset med Grund for 150 rdl og blev paa samme Høistbydende Huusmand Christian Pedersen med 100 rdl, gjentager et Hundrede Rigsdaler, paa hvilket Bud blev givet Hammerslag – Dernæst

Udskrift af Ning Herreds Auctions Protocol:

opraabtes de 6 nordre Fag af Skolehuset med Grund for 240 rdl, men var paa samme intet Bud at faa. –   Derefter opraabtes Tilsidst med den paa samme Side af Veien værende Grund for 150 rdl, og blev paa samme Enestbydende Huusmand Rasmus Nielsen af Stautrup med 100 rdl, gjentager et Hundrede Rigsdaler, paa hvilket bud blev givet Hammerslag. –  Derefter opraabtes Udhuset til Nedbrydelse for 50 rdl, og blev paa samme Enestbydende  Smed Jens Sørensen af Stautrup med 20 rdl, gjentager tyve Rigsdaler Rigsmønt, paa hvilket Bud blev givet Hammerslag – Sogneraadets Formand erklærede derefter, at han frafaldt Opraabet af Pladsen til Udhuset. – opraabtes de 6 nordre Fag af Skolehuset med Grund for 240 rdl, men var paa samme intet Bud at faa. –   Derefter opraabtes Tilsidst med den paa samme Side af Veien værende Grund for 150 rdl, og blev paa samme Enestbydende Huusmand Rasmus Nielsen af Stautrup med 100 rdl, gjentager et Hundrede Rigsdaler, paa hvilket bud blev givet Hammerslag. –  Derefter opraabtes Udhuset til Nedbrydelse for 50 rdl, og blev paa samme Enestbydende  Smed Jens Sørensen af Stautrup med 20 rdl, gjentager tyve Rigsdaler Rigsmønt, paa hvilket Bud blev givet Hammerslag – Sogneraadets Formand erklærede derefter, at han frafaldt Opraabet af Pladsen til Udhuset. –

Efter Conferance med Sogneraadet erklærede derefter samme Formand, at han paa Sogneraadets Vegne forkastede samtlige de i dag gjorte Bud. –

     Det Tilførte oplæst   –   Forretningen sluttet –

Fr. Ingerslev                    I. Teilmann

                                         Fm.                             Formand

Vidner

Rasmus Rasmussen,   Niels Jespersen     

Skriftens Rigtighed bekræftes Ning Herredscontoir i Aarhus den 22de December 1869

Villemoes

(Gebyr: Fem Mark To Skilling)

Kilde: Tak til Lokalarkivet i Kolt og Ole Friis Sørensen.

Stautrupskole

1815-1820, Brinch

1820-1822, P. Jensen

1822-1834, Anders Vinge (Dimit. fra Lyngby 1821)

1834-1840, Jens Bering. Er i Stautrup ved FT 1840, sands. fra  1834 (DM Lyngby 1831)

1840-1841, Søren Nielsen Udsen, kaldsbrev 27.3.1840, andragende fra Udsen 24.1.1841.

1841-1844, Søren Nielsen Ussing, søn født i Kolt 19.12.1840 og 2.6.1843, lærer i Ask 1850

1844-1850, Søren Jensen Ustrup. Var i Stautrup ved FT 1845, 1850. (Dm. fra Lyngby 1836)

1851-1855, Niels Peder Jensen

1855-1861, Jens Andersen (Senere lærer i Tranbjerg)

1861-1892, Kristian Højmark, MF  (MF fra 1876, er ikke i Stautrup i 1880 og 1890?). Muligvis var han ansat til 1892, men p.g.a. folketingsarbejdet var der i den periode ansat hjælpelærere.

(fra 1892/93 gik børn fra Lemming i den nye Hasselagerskole)

I 1869 blev der bygget en ny skole vest for Stautrup by, der var skole indtil 1931.

1880, Andreas Andersen, hjælpelærer

1882, Chr. Søndergaard, Stautrup, vinteraftenskoler sammen med Kr. Højmark jun., Kolt.

1883, lærer Petersen, Stautrup er delingsfører for en skytteforening i kommunen.

1890, Lorens Asmussen i Stautrup, kom til Stautrup i 1889, gift 1893, 3 børn i 1901.

Gravsten på Kolt kirkegård.

1890, Marie Jensine Larsen, bor i Stautrup, lærerinde (hvor ?)

1892-1826, Lorens Asmussen

1926-1953, K.M. Jensen

(der har muligvis været flere lærere sammen med Jensen (Børnene, 9 stk, hed Hyldgaard))

Ingrid Hansen ?

Én af de første kendte lærere i Stautrup hed Anders Jensen Winge. Skolen var endnu ikke bygget, da han tiltrådte embedet, og undervisningen foregik derfor i et midlertidigt lokale, som var indrettet i ”overstuen” i en af gårdene. Der blev også indrettet et kammer til læreren, der da var ungkarl. Der var ikke jord til embedet, og tjansen som kirkesanger blev varetaget af læreren i Ormslev/Åbo. Se ”Skolekommissins Protokol 1814 – ”. I 1822 klagede Winge over de primitive forhold med utætte vinduer og kolde lokaler. Det satte gang i skolebyggeriet, og skolen stod færdig omkring 1825. Samme år, den 30. sept., blev Anders Winge viet i Ormslev kirke til Maren Poulsdatter. Begge var 26 år. 

Af kirkebogen i Kolt fremgår det, at Anders Jensen Winge, Stautrup, døde den 27. juni 1834, 35 år gammel, og efterlod datter og hustru, der i 1835 blev gift med smeden i Hørning.

Ved FT i 1840 var lærer Jens Bering registreret i Stautrup skole, 27 år og ugift. (Han flyttede til Viby Skole, hvor han sandsynligvis afløstes af Lars Bjørnbak i 1855). Han afløstes senere på året af Søren Nielsen Ussing, der i 1845 var afløst af  Søren Jensen Ulstrup, 35 år, (fødested ?) samt kone og plejebarn. Han var der endnu i 1850, og fødestedet var Odder sg.

I 1855 hedder læreren i Stautrup skole Niels Peter Jensen. Han er 26 år og født i Langskov sg. i Vejle amt. Han er gift og har 2 børn, 3 og 1 år, begge født her i sg. Desuden bestod husstanden af en tjenestepige og konens 35 årige broder, der ernærer sig som væver.

I kirkebogen er sønnen Nicolai Marius Stoustrup Jensens fødsel registreret den 11. feb. 1852. Faddere var gårdmændene Hans Sørensen og Knud Ovesens koner, samt gårdmændene Knud Andersen og Peder Nielsen, alle af Stautrup og gmd. Peder Nielsen  på Slettenberg. Lærerparret har således hurtigt skabt sig en kontaktkreds i lokalområdet.

I 1860 hedder læreren Jens Andersen, 25 år, gift men ingen børn. Han efterfølges sandsynligvis af Kristian Højmark, der får en søn døbt i oktober 1865 i Kolt kirke. Hans kone (2. ægteskab) hed Katinka Teilmann, og af navnene på fadderne kan man slutte, at hun var i familie med præstefamilien i Ormslev. Blandt fadderne var også lærerkollegaen fra Tranbjerg, Andersen, der spillede en fremtrædende rolle i forholdet mellem de to højskolefolk, Bjørnbak i Viby og Nørregaard i Testrup, der ikke altid var på talefod – for at sige det mildt. 

I 1869 blev skolen flyttet ”ud på marken vest for byen,” nu Ormslevvej 295 (?), og der blev den indtil 1931. Man må formode, at der var tale om en nybygget skole. Den første skole blev senere brugt til mejeri og karosserifabrik.

Kristian Højmark (37 år) med familie var også i Stautrup ved FT i 1870.

Ved FT i 1880 var der i Stautrup registreret en hjælpelærer Anders Andersen, 21 år og ugift, alene i ”et hus”. Det var i øvrigt ham, der var ”Tællingskommissær” i lokalområdet 1880. 

Ifølge notat af E. Aagaard var Kr. Højmark folketingsmedlem fra 1876.

Hos hestehandler m.m. Anders Filt på Jarlsminde havde man ansat en lærerinde, Ida Rask, 18 år.

I 1890 var der registreret en lærer, L. Asmussen, 25 år, ugift og i et hus en ugift lærerinde Marie Jensine Larsen, 38 år.

På gravstenen, der er bevaret på Kolt kirkegård, står der:

Lærer

Lorentz Asmussen

 *  i Bylderup 13.12.1864

+  i Stautrup 10.3.1926

Marie Asmussen

* i Rinkenæs 6.8.1864

+  i Hadsten 24.6.1943

I 1901 var Lorens P.C. Asmussen, 37 år, med hustru og 3 børn lærer i  Stautrup. Han kom til Stautrup i 1889 og hustruen kom i 1893. Børnene født i sognet. Lærerparret var født i skæbneåret 1864. Han var fra Bylderup-Bov og hun fra Rinkenæs, begge tyske lokaliteter i perioden 1864-1920.

I 1925  boede Lorens Asmussen, 61 år, med hustru og 20-årig søn i Stautrup. Sønnen født i Stautrup (13.4.1905). I kirkebogen: Verner Hakon Asmussen, forældre, Lorens Peter Christian Asmussen, lærer i Stautrup, og Marie Kathrine Bruhn,  moderen 40 år.

Ligeledes i 1925 var der registreret en pensioneret lærer, O. Petersen Schou boende i Stautrup, hvor han var født 23.6.1866. Han opholdt sig i Pedholdt (v. Odder) ved vielsen i Adslev kirke i 1881. (Senere lærer i Storring og bidrog med oplysninger om Lars Bjørnbak).

I 1953 overførtes 4. klasse og opefter til Centralskolen, mens lærer K.M. Jensen (?) fortsatte i Stautrup med de 3 yngste årgange.

Aarhus Musikskoles afdeling på Højvangskolen afholder igen i år julekoncert med kaffe, pebernødder og julestemning.
Lørdag d. 1. december kl. 13-14 vil et antal elever optræde på klaver, guitar og tværfløjte.

Torsdag 6. december kl. 19.30 er der julekoncert med Classic Steel i Ormslev kirke. CS er et steelband-trio, der har specialiseret sig i koncerter med klassisk musik arrangeret for olietønder. En ganske usædvanlig koncert, men de har faktisk gæstet Stautrup før, nemlig for knap 10 år siden til indvielsen af sognegården. Der vil blive spillet herlig julemusik samt forklaret lidt om oprindelsen af genren. Flere oplysninger på classicsteel.dk – fri entre!

Så er juletræet sat op ved den nye rundkørsel i Stavtrup. 

Stavtrupportalen er i den heldige situation at have fået tilladelse til at publicere Søren Peder Madsen Lofts (født 1898) erindringer. Tilladelsen er givet af hans søn, John Loft, som bor på Mondrupsvej i Stavtrup. En stor tak til John!

Erindringerne er lavet via båndoptagelser af Anna Blichfeldt (i dag 85 år og tidligere lærer på Højvangskolen) i tidsrummet 5.10.1979- 30.3.1981. Anna Blichfeldt mødtes med Søren Peder 11 gange og kørte rundt i Stavtrup og besigtigede de steder, der refereres til i erindringerne.

Anna Blichfeldt.

Søren Peder Madsen Loft har selv nedskrevet 40 A4-ark med erindringer. Søren Peder Madsen Loft døde 25.4.1981.

___________________________________________

Erindringer fra det gamle Stavtrup (del 1)

Fortalt af Søren Peder Madsen Loft, født 1898.

Mit barndomshjem fra 1902-35 lå på Klokkevej i Stavtrup. Til ejendommen hørte ved tilkøb ca. 4 tdr. land ager og skov. Min far var tømrer og ligsynsmand til sin død i 1935, hvorefter huset blev solgt. I de mange år han arbejdede, var det småt med arbejde, og fortjenesten var lille. Min far havde den fordel ved det makabre arbejde som ligsynsmand, at han også havde chancen for at lave kisten til den døde. Den skulle være sort med en hel masse papfigurer, engle og det Det Sidste Farvel m.m. Vi var 10 børn hjemme, så der var ikke meget at rutte med. Derfor måtte min mor også hjælpe med at passe marken og de to køer, en gris, høns og have. Hun måtte i mange år stå på torvet i Århus for at sælge, hvad vi avlede i haven. Desuden gik hun ud som kogekone.

Jeg begyndte min skolegang i 1905, og den 1. april 1907 var vi tre børn, der måtte sige farvel til barndomshjemmet og tage ud at tjene. Det var et svært øjeblik, også for min mor. Jeg husker endnu, hvordan hun stod og græd i døren, mens vi tre børn traskede ud ad vejen med hver vores lille bylt under armen. Hun vidste godt, hvad der ventede os. Det var nu ikke fordi, vi skulle ud på en længere rejse, for tjenesten foregik som regel på gårdene i omegnen, hvor vi var en ren guldgrube for gårdejerne, for vi skulle gøre alt muligt til næsten ingen betaling. Den gård, jeg skulle starte på, hedder i dag Løvgård. Den ligger omme bag Konstantinsborg skov, når man kommer af Råhøjvej.

Det var en voldsom forandring at begynde i tjenesten, for i de foregående fem måneder hjemme havde vi rigtig fået lov til at være børn med leg og hygge. Nu skulle jeg bo på en gammel, faldefærdig bindingsværksgård, hvor karlekammeret sædvanen tro lå i forbindelse med hestestalden, og for at komme derind skulle man forcere en stor fordybning i gulvet fyldt med gylle og andre uhumskheder fra de tre heste. Heldigvis var der nogle brosten, der ragede op, som vi kunne bruge som vadesten. Kammeret kunne man nærmest sammenligne med en svinesti, og det var domineret af en ”seng”, som vel nærmest var en trækasse, der var fyldt op med halm, rughalm og det var mit indtryk, at det halm, der lå der, da jeg ankom, måtte have ligget der i mindst 100 år. Det viste sig senere, at hver gang der kom en ny beboer, blev der bare lagt et nyt lag halm ovenpå, og sådan blev man ved år efter år. Efterhånden smuldrede det gamle halm og blev tilholdssted for mus, rotter og andre hyggelige dyr, som om natten forstyrrede søvnen ved at løbe hen over hovedet på én. Ud over disse væsener skulle jeg dele seng med gårdens karl, en stor kleppert, der senere viste sig at være en rigtig laban over for mig.

Hans ligegyldighed over for mig viste sig bl.a., når han spillede kort om aftenen med andre karle. Da der ikke fandtes et egnet bord, brugte de en stor plade, som de lagde oven på sengen, og så kunne jeg naturligvis ikke komme til ro, men måtte sidde på en trækasse og vente indtil de sluttede mange gange først ved 2-3-tiden. Det var ikke sjovt, for vi skulle op igen kl. halv fem – hed det sig – men det var nu kun mig – for når vi blev vækket, sparkede han bare til mig, og så måtte jeg vakle ud af halmen og starte dagen med at fodre hestene. Om sommeren skulle jeg derefter løbe ned på en eng bag Jarlsminde, hvor nogle kreaturer gik og græssede. De var ikke indhegnede, men tøjrede og skulle flyttes to gange om dagen. Når det var gjort, løb jeg tilbage til gården, spiste morgenmad og var klar til at møde i skole kl. syv. Skolen lå, hvor der nu er en campingplads, og det var der ofte svært at holde sig vågen, når man kun havde sovet en to-tre timer – nå, heldigvis spillede de ikke kort hver aften … og jeg gik kun i skole to gange om ugen fra kl. syv til tolv. Undervisningen bestod af de mest elementære fag plus om sommeren lidt primitiv gymnastik, som foregik på grusbanen foran skolebygningen. Læreren hed Asmussen, vistnok med fornavnet Lorenz. Han og hans kone stammede fra den del af Sønderjylland, som dengang endnu var under tysk herredømme. Han døde omkring 1925 og ligger begravet på Kolt kirkegård.

En stor del af arbejdet på gården var skovning. I den nærliggende skov skulle der skoves så meget træ allerede fra april måned, at der var brænde nok til hele vinteren. – Under skovningsarbejdet kom jeg til udkanten af skoven, og herfra kunne jeg se ned til mit barndomshjem. Røgen fra skorstenen steg stille og roligt til vejrs, og alt åndede ro og fred.

Dette idylliske billede fyldte mig med en heftig længsel efter hjemmet, en længsel, som enhver, der som barn har haft lidt hjemve, nemt kunne forstå.

Alt skovarbejdet foregik selvfølgelig med håndkraft. Jeg stod dag ud og  dag ind og savede og savede, men selve kløvningen af stammerne, der sommetider kunne være op til en meter i diameter, måtte jeg overlade til karlen, men så blev jeg sat til at hugge alt kvaset op i stykker, så det kunne bruges til komfuret. Det var et kæmpe arbejde for sådan en bitte knægt – men der ventede en langt ubehageligere opgave forude:

Gården grænsede op til Konstantinsborgs jord og var adskilt herfra med en ca. én kilometer lang kampestensmur, hvorpå der groede masser af hyld, tjørn, slåen og lignende, og det skulle jo også holdes i ave. De afryddede buske og grene havde en vis brændværdi, og når de blev samlet i små bundter omviklet med halmbånd, kunne man let tage dem med en fork og smide ind i bageovnen uden at tænke videre over, hvor mange blødende rifter og sår især de genstridige tjørnegrene havde forvoldt på det meste af en lille drengekrop.

Der var nok tre-fire måneder i mellem, at ovnen var i sving, men så blev der også bagt alverden i den, lige fra småkager til sigtebrød, der nærmest var kugleformede med en diameter på 20-25 centimeter. Alle disse brød kunne man jo ikke have liggende og mugne eller rådne op, så de blev slæbt op på loftet over stuehuset, hvor der altid var en dynge korn liggende. Heri blev brødene begravet og kunne så hentes frem efter behov lige så friske, som da de kom ud af ovnen. Musene åd dem ikke, for de ville nemlig blive kvalt hvis de spiste af dem.

Vi bryggede også selv øl, hvortil der jo skal bruges en del vand. Vi havde en udmærket kampestensbrønd på gårdspladsen, og vandet fra denne brønd drak jeg med stort velbehag uden at tænke over, at den lå lige ved siden af møddingen – dér lå brøndene jo altid. Jeg troede meget naturligt, at vi skulle bruge vandet herfra til ølbrygningen, men det måtte vi absolut ikke, derimod skulle vi hente vandet i en nedlagt mergelgrav, der lå en 300 meter fra gården. Vandet her var stillestående og fyldt med rådne plantedele og andre uhumskheder, lugtede grimt og var brunt som kaffe. Hvordan ølbrygningen foregik, kan jeg ikke huske i enkeltheder, men resultatet mindes jeg med gru – det smagte forfærdeligt og så blev det serveret året rundt.

Arbejdet på markerne skete stadig pr. håndkraft. Når der skulle sås korn, fik man en sæk over skulderen fyldt med såsæd, og så strøede man en håndfuld ud for hvert skridt, man tog. Bagefter blev marken kørt igennem med en spidsharve, så kornet blev dækket af jord.

Såning af roer var et meget hårdt arbejde. Til det brugte vi en meget mærkelig maskine, som bonden, jeg tjente hos, vistnok havde købt på Konstantinsborg. Den var lavet udelukkende af træ og var så tung at arbejde med, at jeg blev spændt for som en slags hest og skulle trække og samtidig nøje følge de afmærkninger, der var foretaget. I starten forvoldte dette mig en del kvaler, og karlen blev så tosset, at da vi nåede ned til skellet ved Konstantinsborg og ingen kunne se os, reddede jeg mig flere gange nogle solide øretæver. Når der senere skulle luges mellem roerne, gentog scenen sig dog med en anden maskine og rigtig hest forspændt. Jeg blev sat til at gå med foran og styre hesten, og trak den lidt til siden, var den gal igen med flere øretæver i luften. På gården var der foruden karlen og mig en pige, og hun havde bestemt også nok at se til, hun skulle være med til det hele: Hun skulle være inde, hun skulle vaske op, gøre rent, gå i marken, tynde roer, binde korn op, stakke hø og ikke mindst malke, det skulle hun gøre tre gange om dagen, sidste gang kl. halv ti om aftenen. Madlavningen stod konen i huset for, og det blev der ikke gjort så meget ud af. Selvom vi i det daglige var omgivet af grøntsager, levede vi mest af søbemad. Grøden blev serveret i et stort fad, hvor der i midten var en stor klump margarine til fælles afbenyttelse, mens der i den side, hvor husets herre sad, var et mindre hul med en smørklat. Smørret var forbeholdt ham, da han var noget skrøbelig og ikke kunne tåle margarine …!

Stavtrupportalen er i den heldige situation at have fået tilladelse til at publicere Søren Peder Madsen Lofts (født 1898) erindringer. Tilladelsen er givet af hans søn, John Loft, som bor på Mondrupsvej i Stavtrup.

Erindringerne er lavet via båndoptagelser af Anna Blichfeldt (i dag 85 år og tidligere lærer på Højvangskolen) i tidsrummet 5.10.1979- 30.3.1981. Anna Blichfeldt mødtes med Søren Peder 11 gange og kørte rundt i Stavtrup og besigtigede de steder, der refereres til i erindringerne.

Søren Peder Madsen Loft har selv nedskrevet 40 A4-ark med erindringer. Søren Peder Madsen Loft døde 25.4.1981.